siden sidst

har vi været til konfirmation. Min søde Niece blev konfirmeret og det skulle selvfølgelig fejres

Det var en lidt ualmindeligt fest fordi den blev holdt på et naturcenter. Jeg har ihvertfald aldrig før været til en konfirmation hvor der var GPS løb, hvor der blev skudt med vandkanoner og hvor der blev fanget sild i massevis. Det var en helt fantastisk dag hvor alle hyggede sig. Selvom festen blev holdt i naturlige omgivelser havde Holger klædt sig pænt på til lejligheden. Det er Christina der har givet ham den fine butterfly, det er godt at have sine kontakter i orden.

ikke verdens bedste rundstykker

I går morges havde vi inviteret Holger og Albertes Farmor og Farfar på morgenmad, inden det årlige bondegårdsbesøg, hvor vi skulle se køerne komme på græs.

Jeg synes det var en ganske glimrende anledning til at forsøge mig med hjemmebagte rundstykker.

Lørdag aften lavede jeg fordej. I går morges listede jeg op kl. 5 for at ælte dejen videre i 20 minutter, inden jeg pænt ventede 30 minutter på at dejen ligesom blev "levende" som der stod i opskriften. Da kunne jeg forme så forme rundstykker (af præcis 100gram stykket) der nu havde god tid til at hæve.

Min stolthed var ikke lille, da resten af familien stod op og jeg kunne fremvise de, efter min mening meget fine rundstykker, der bare ventede på at komme i ovnen.

Stoltheden var noget mindre da de kom ud af ovnen og mest mindede om burgerboller (tunge burgerboller)

Godt mobilen er opfundet og Farmor og Farfar kom forbi en bager på vejen.

i dag

var det den årlige økodag.

Det var lige så hyggeligt som det plejer at være, børnene var lige så begejstret som de plejer at være, der var lige så mange mennesker som der plejer at være, men vejret, det var altså bedre end det plejer at være! se lige hvor blå himlen er.

lørdag er dessertdag

ihvertfald her hos os.

Forrige lørdag stod Thomas for Gateau Marcel ala Price og sidste lørdag var Alberte på tjansen med Pavlova i fri fortolkning efter denne opskrift. Begger desserter kan anbefales, men den Gateau Marcel Thomas lavede var faktisk bedre dagen efter.

I dag tror jeg det er Holger og jeg der har fået dessertopgaven, spændende i hvilken retning Holger synes vi skal.

nå det er bare derfor

Lad mig lige slå fast at jeg er ikke tilhænger af dem, der bliver personlige overfor vores politikere og synes heller ikke det hører med til debatten om deres politik, hvilken tøj de går i, eller hvilket udseende de har.

Lige nu er jeg dog nødt til at dele noget med jer, fordi jeg synes mit lockoutramte barn sagde noget enormt sjovt i dag.
Hun har i denne uge været slæbt med til alle de faglige møder jeg har været til og i dag var ingen undtagelse. På et tidspunkt, i en pause fra alt den politiske snak, endte vi på det samme toilet.
Når man sidder der er der jo god til til at tænke sig lidt om og ud af det blå udbrød hun "men det er jo nok fordi Bjarne Corydon kun har et øje" jeg svarede "øhh et øje, hvad mener du? Bjarne Corydon har da ikke kun et øje" hvortil hun svarede "jo jeg har selv set ham i fjernsynet og hans ene øje ser altså lidt dødt ud og så kan det jo godt være svært for ham at se hvad der er rigtigt"

Jeg kan ikke få mig selv til at sætte et billede af Bjarne på bloggen. I stedet får i billeder af hvordan godteposerne til køreturene udenbys ser ud, når man har  kollegaer som jeg.

søndag strik og snurrer

noget godt er der kommet ud af at være lockoutet. Jeg arbejder på en stor skole og indimellem er det begrænset hvor meget vi arbejder sammen med de kollegaer der arbejder i andre teams og på andre uddannelser end os selv. I de sidste 14 dage er jeg kommet til at kende mere til nogle af mine kollegaer og det er altså skønt.
Både onsdag og torsdag var vi til demonstration i København. Fordi jeg bor i midtjylland var det lidt langt at køre frem og tilbage og vi var nogle stykker, der besluttede at overnatte. Derfor tilbragte jeg natten på vandrehjem og dagene med demonstrationer, heldigvis nåede vi andet end at vifte med skilte og bede Bjarne Corydon om at forhandle.
Jeg boede sammen med et par af mine gode og meget historisk interesserede kollegaer og det var virkeligt både spændende og meget hyggeligt at se vores hovedstad på en anden måde end hvis jeg havde været på egen hånd.
En anden ting, der indtil videre, er kommet ud af alle de faglige møder og busture, er lysten til at begynde at strikke igen.
Jeg er startet blød ud med en poncho til Alberte, hun har selv valgt garn og kan næsten ikke vente med den bliver færdig. Jeg har gjort en indsats i dag, når jeg altså ikke lige havde travlt med at bage snurrer.

noget om bekymring og noget om lockout

Jeg er sådan en der bekymrer mig, det har jeg været al den tid jeg kan huske tilbage. Måske er det derfor mine børn endnu ikke har oplevet at se nyhederne. Da jeg var barn, så min far TV-avis uanset om jeg var kommet i seng eller ej og jeg husker ret tydeligt, hvordan brudstykker derfra, var grund til bekymring om krig, oliepriser, atomkraftværker og hungersnød. 

For tiden bekymrer jeg mig om mit fremtidige arbejdsliv. Jeg er nemlig stadig lockoutet, jeg er ikke folkeskolelærer, men ansat af staten som underviser på en social og sundhedsskole og selvom man ikke hører meget om os, vi er også omfattet. 

Siden første dag i lockouten, har det bekymret mig, at jeg måske, når konflikten er slut, ikke længere er sikret en vis mænge forberedelse. 

Jeg kan frygte at kvaliteten af min undervisning ikke længere vil være den samme, jeg kan frygte min undervisning bliver knap så varieret og knap så skræddersyet til de enkelte hold. Jeg ved allerede nu, at det bliver en kamp for mig, hvis jeg til nogle af lektionerne, skal møde eleverne uforberedt, eller med en følelse af "det her ikke er godt nok"  men jeg ved også, at jeg nok skal  klare det. Hvis jeg altså skal klare det. Min næste bekymring er nemlig at konsekvensen af kortere forberedelsestid er at færre undervisere kan klare samme mængde undervisningsopgaver. Hvad hvis det er mig der ryger på den bekostning?

Jeg ved godt, at vi har fornuftige ledere, der ved en del om hvad det vil sige at undervise, så langt er jeg tryg nok. Jeg ved dog også, at de kan blive presset på økonomien og hvis vi som undevisere ikke længere er sikret forberedelsestid via en arbejdstidsaftale, så er det altså, alt andet lige, lettere at skrue på forventningerne til, hvad vi skal nå på 37timer.

Ja jeg bekymrer mig om mine arbejdsforhold i fremtiden, faktisk bekymrer det mig også en del, hvor mange penge jeg når at komme til at skylde væk, så længe jeg ikke kan få løn, men i stedet må låne af min fagforening. Men alt det er faktisk ingenting i forhold til hvor meget jeg for tiden bekymrer mig for eleverne rundt omkring på landets social og sundhedsskoler.

Den her lockout betyder altså noget for dem. Jeg er sikker på de fleste synes det var helt ok med et par fridage i starten, men for rigtig mange af de elever der går på social og sundhedsskolen kan dette have ret store konsekvenser. 

Der er virkelig mange elever, der ikke får undervisning nu og ikke ved hvad det kommer til at betyde for deres uddannelsesforløb. Der er elever der ikke kommer til eksamen i disse dage, hvilket jo betyder de ikke bliver færdige som planlagt og derfor blandt andet, ikke kan starte på arbejde, og det er ikke helt ligemeget om man får elevløn eller rigtig løn. Der er elever der har svært ved at gå i skole, men som er blevet ret gode til det, ved hjælp af vilje, hårdt arbejde, gode klassekammerater, deres lærer og måske en mentor. De elever er også sendt hjem og nogle af dem er jeg bange for vi aldrig ser igen. Det er ikke dem der er flest af, men lige præcis dem, de bekymrer mig allermest.