Jeg ved overskriften er noget af en mundfuld, men jeg håber pointen dukker op et sted undervejs, måske er der slet ikke en pointe, måske er jeg bare nødt til skrive for at finde ud af hvad jeg tænker!
Hold da op vi er kommet tilbage til virkeligheden/eller hverdagen er det måske bare, den nye hverdag med to børn og to stk arbejde der skal passes. Her bliver der intet kreativt lavet som jeg kan vise frem. INTET. Til gengæld har jeg jo Alberte samt fornøjelsen af at tage begge børn op og aflevere dem om morgenen. Det kan jeg så fortælle lidt om
Mandag i denne uge skulle vi afsted og jeg bad Alberte om at tage overtøj og sko på.
I stedet kom hun lidt efter med tindrene øjne og stillede sig med hænderne i siden lige foran mig, uden strømper og uden bukser. og selvfølgelig uden overtøj og sko. Tilgengæld var hun iført et (synes jeg) MEGET provokerende grin.
Jeg blev gal, fik sagt MEGET bestemt nogenlunde disse ord
"vil du så få det tøj på, det der! det er bare ikke i orden, jeg kan se du synes det er sjovt, men jeg synes ikke det er sjovt og jeg vil have dig til at tage det tøj på NU"
Det hjalp så ikke! grinet blev højere og mere skingert, og hun begyndte at danse foran mig
Hmmmm jeg blev rasende og jeg indrømmer jeg råbte, nu noget i retning af "så stopper du, jeg er så rasende, nu kommer du her og så hjælper jeg dig i tøjet, det der! det vil jeg simpelthen ikke være med til" hvorefter jeg tog fat i hende og hældte hende i tøjet med lidt hmm ublide bevægelser. (jeg råbte sikkert mere i den tid jeg jagtede hende gennem huset, inden jeg kunne komme til at hælde hende i tøjet)
Alberte er jo Alberte og bliver dybt ulykkelig snøfter og siger til mig
"mor prøv lige at kigge på mit ansigt, ser det ked ud af det eller glad ud"
Jeg må fortælle hende, at ansigtet selvfølgelig ser ked ud, hvortil hun svarer
"ja det er fordi mit hjerte græder når du skælder mig sådan ud" "du gør mig så ondt, når du råber"
Åhhhh for fanden! selvfølgelig tog vi en snak og jeg fortalte hende at det ikke var i orden jeg råbte, men jeg var vred osv.
Senere samme dag falder spørgsmålet " mor elsker du ikke mig mere"
Så er det mit hjerte græder, MEGET STORE TÅRER.
Hvad for noget! hvor kom det fra :( Kærligheden troede jeg virkelig skinnede igennem alt. ALT også skæld ud og diverse uoverensstemmelser! Havde aldrig troet hun kunne være i tvivl om min kærlighed.
Er det det vi gør ved vores børn når vi råber af dem ? (jeg breder den lige lidt ud, fordi jeg ikke kan holde ud at tænke på jeg er den eneste der kan finde på det, det kan I godt høre ikke)
Gør vi dem ulykkelige og bange for de er u-elsket ?
Har jeg tilfældigvis bare et barn der forstår at sætte ord på og beskrive sine følelser , så jeg finder ud af det skader hende ?
eller er det bare ord! ord hun har hørt i en tegnefilm og egentlig ikke ved hvor store lyder i en mors voksne ører ?
Sidst men ikke mindst havde de to situationer overhovedet nogen sammenhæng?
Når jeg tænker situationen igennem, det har jeg selvfølgelig gjort flere gange og jeg er kommet frem til at jeg kunne have sagt noget ala:
" jeg kan se du har taget tøjet af, det gør mig vred for jeg har brug for at vi kommer afsted nu. Kan vi lave en aftale om at vi hjælpes ad med du hurtigt får dit tøj på igen"
Det ville have været mere pædagogisk korrekt ikke?
(Men helt ærligt er det ikke en anelse for billigt sluppet når man er så provokerende)
Og så kommer undskyldningerne/kendsgerningerne:
For det første er jeg et menneske, jeg bliver vred engang imellem, det er jo også ok ikke ? (please sig ja for det er sandsynligvis ikke sidste gang)
For det andet synes jeg ikke det var i orden hun havde taget tøjet af og var så provokerende......
Men det handlede vist mere om at jeg blev presset, fordi jeg havde brugt ualmindelig lang tid for at få Holger til at spise og bare ikke ville komme for sent på arbejde. det var jo ikke hendes skyld! Åhhhh Nu græder mit hjerte altså lidt igen....
Næste gang VIL jeg forsøge mig med den ikke voldelige kommunikation, måske kan vi slippe for grædende hjerter og måske kan jeg med tiden lære (mig selv og Alberte) at huske på, at vi to, min til tider provokerende datter og jeg, den u-perfekte mor, er på samme hold!
"Helt ærligt,er det ikke en anelse for billigt sluppet når man er så provokerende" det er vist noget man normal tænker om dem på det rivaliserende hold er det ikke ?
Kender helt følelsen. Programmet om morgenen, under aftensmadens ulvetime eller et hvilken som helst andet tidspunkthvor børn og voksnes dagsordner måske ikke er den samme. Og der er jo bare et program der er nødt til at følges for at hverdagen fungere, nogle gange mere presset end andre, og så er ens snor jo længere eller kortere. Vi har nok alle flere historier i forskellig indpakning, men fælles essens. Den dårlige samvittighed er der vel altid lidt - tror desværre blot det er en del af det at være forældre. Vælger dog at tro og har bestemt også den klare fornemmelse at facit bestemt er på plussiden, og et barn er aldrig alvorligt for sin mors kærlighed, hvis hun tør prøve grænserne af. Det er vel netop derfor det er forældrene der møder flest grænser - den betingelsesløse kærlighed.
SvarSletVi prøver måslke oftere ved vores ældste som er handicappet den usikre mavefornemmelse, der er ikke helt så mange erfaringer og trække på, og dem der er er hans pædagoger og lærer, som han en ikke helt nu-skal-aftensmaden altså-snart-på-bordet tilgang. Men heldigvis er der også andre forældre med handicappede børn der kender til at være pædagoisk ukorrekte.
Beklager at kommentaren blev noget lang....
Knus joan
Hej! den kender jeg alt for godt! er selv mor til en meget egenrådig ung dame på 4½ år, der i den grad har temperament, hvorfra mon?! Jeg kender ALT til den dårlige samvittighed. Til at ville sit barn det bedste, gerne at ville opdrage til et 'let liv', og som voksen ved man jo, at det ikke er en provokerende adfærd der ligfrem hjælper de små til et sådan. Til stemmen der bliver lidt for hård, til forventningerne der bliver lidt for store. Og når hun så sætter ord på sine følelser, som din pige gjorde - så græder hjertet!
SvarSletJeg synes, det er fedt du skriver om det - mit mod rækker ikke til det - blogverdenen er jo lige så lyserød som vores pigers prinsesselege. Men måske en dag!
Kh Ulla
PS Har du nogen siden hørt Lotte Heize fortælle om, hvordan man 'hælder' et barn i en flyverdragt? Det er altså ikke kun dig og mig der, vi er mindst tre der kan:)
Jeg kender også situationen alt for godt. Det der børnehavebarn, der står og griner en op i ansigtet, mens man lige så stille komme for sent på arbejde. Jeg har også efterrationaliseret, og blevet enig med mig selv om, hvordan han skal tackles..
SvarSletHvor er jeg dog glad for at jeg ikke er den eneste med de morgener..
Man kan sige meget om girafsprog.... men det er altså ikke altid, at man kan udføre det i praksis... Jeg tror på, at vi alle har grænser, som vi prøver af på hinanden.. Alberte prøver klart dine grænser af.. og din reaktion er forskellig fra dag til dag, alt afhængigt af overskud eller mangel på samme.. Jeg har selv tendens til at fare op i en sky... og det er dumt og latterligt det jeg får sagt.. og selvfølgelig bliver Marie ked af det.. men jeg tror også at det er sundt, at de mærker, at vores tolerance tærskel er forskellig fra dag til dag.. Men jeg synes bare det er så synd, når de små bliver så kede af det.. og tvivler på ens kærlighed... jammen det er jo slet ikke det det handler om!! Men kæreste Heidi - Alberte er da skide sej at hun fortæller dig, hvad hun føler.. det er da vildt flot... hun virker til at være et rigtig sundt barn..! Tror ikke du skal bebrejde dig selv.. det er der slet ikke grund til.. du er IKKE den eneste... og det jag der er om morgenen med 2 unger, en bil der ikke starter og sko der er væk... jeg kender det alt for godt.. lørdagsknus fra C
SvarSletHej Heidi
SvarSletPuha, jeg frygter også når liver starter igen med 2 børn og 2 jobs, og kan sagtens følge dig i alt du skriver og du er bestemt ikke ene om at fare i flint. Jeg føler mig nogen gange total dum, når man total kan miste grebet og blive sur over de mest mærkelige ting, men sådan er det jo nok bare. Tror det er vigtigt så at tage snakken og sige undskyld som du også har gjort. Det lærer børn da også en masse af, plus de skal jo også selv lære at sætte grænser, så vi skal vel være forbillder på en vis måde.
Hm, synes det er en interessant tanke, om hun selv følte spørgsmålet 'elsker du mig ikke mere' eller om det er noget hun har hørt et sted, tror faktisk det sidste - men igen så sætter hun jo ord på sine føleleser og det er jo godt, og så er det jo bare med at lade hende vide at hun aldrig må tvivle på det og det tror jeg også hun ved inderst inde.
Sikke en dag du har haft, men dejligt indlæg der giver lidt stof til at tænke over!
Kh Mette
Velkommen til en verden, hvor flosklen: "mor klarer alt og er perfekt" ikke lever. Heldigvis for det. Hvis du i enhver situation kunne klare alt, hvordan ville din datter så lære, at en mor også er et menneske?
SvarSletJeg er imponeret over, at du er så modig at du fortæller, at du råbte og tog lidt hårdere fat end normalt. Der er ikke mange, der tør træde ud af skallen og erkende fejltrin. Det er godt og det er virkelig forbilledligt. Når det er sagt, så er det klart at vores unger har bedst af, at vi ikke råber, skælder og smælder etc. Men helt ærligt, så har jeg svært ved at se andet end en tom skal, hvis man hele tiden kan beherske sig og have kontrol.
Din datter fortalte dig meget rørende, hvordan hun havde det. Og det er jo netop fordi du lærer hende om følelser, at hun KAN mærke det og SIGE det! Det er prisværdigt. Så klap dig selv på skulderen, og så hav in mente, at næste gang det sker, så ved du, at det ikke nytter at løbe efter hende. Og helt ærligt jeg tror altså jeg havde grinet højt, og det havde været endnu værre. For så havde hun jo skulle være fransk klovn hver gang hun skal tage tøj på :)
Kære Heidi..tror alle mødre kender den selvbebrejdelse og den er dræbende. Er sikker på du gør dit bedste, men nogle gange er stresstærsklen højere end fornuften. Man kan bare ikke altid være den overbærende, overskudsagtige forældre til små børn. Har tit fået at vide at små børn ikke provokere, men bliver bare så provokeret alligevel nogle gange af min 3 et halvt årige søn (som er en Emil gange hundred)at jeg kommer til at råbe af ham. Får det også så skidt bagefter at jeg kunne grave et stort hul i haven og derefter skyde mig selv..det er den ondeste følelse. Tror en overraskende stor del af forældre kan nikke genkende til det du skriver og det er en stor ressurce for et menneske at erkende og tilmed sige det højt at man ikke er perfekt. Det er der jo ikke nogen der er og så længe man husker at fortælle sit barn bagefter at man elsker det, så de ikke står tilbage med følelsen af ikke at være elsket, selvom de har gjort noget forkert.
SvarSletTænk hvis slet ikke havde reflekteret over den givne sitaution..hvilke mor ville du så være.
Tak for din åbenhed..og god lørdag Heidi : ) fra en mor med mange fejl
Så sejt at du tør skrive om det vi alle sammen fra tid til anden oplever. Og dejligt at vide at man ikke er den eneste pædagogisk ukorrekte mor !
SvarSletHerhjemme oplever vi det rimelig tit, desværre.
Med to arbejdsløse voksne og en økomoni i ruiner, ligger overskuddet på et meget lille sted, og det går nogen gange udover min ældste på 3. Min mand er heldigvis meget meget bedre til at tackle ham og selvstændighedsalderen end jeg er, så vi har aftalt at hvis man (læs: mig) er på vej op i det røde felt skal man skynde sig at melde ud, og få den anden til at tage over pronto.
Det har hjulpet virkelig meget herhjemme. Både om morgenen, i ulvetimen og når der skal puttes, for for helvede, hvor kan den dreng prøve grænser af ;-)
Hej Heidi og alle I andre mødre. Trods alt var det rart at høre at jeg heller ikke er alene om at have lige præcis de situationer I beskriver. :o)
SvarSletSå godt skrevet! Kender den følelse-
SvarSletHej Heidi, som du har vist os i mange tidligere indlæg, så kan din datter jo altså også noget med ord og mere eller mindre storladne sætninger (jeg morer mig f.eks. stadig over formuleringen a la "du godeste, hvad har jeg dog gjort"), så det tror jeg også er tilfældet i denne situation. Og du er heldig, at du har en datter, der er så god til at sætte ord på sine følelser. Men du har også en datter, der skal afprøve grænser og have sat grænser, og det er vores job som forældre at sætte disse grænser.
SvarSletSelvfølgelig kunne du have sagt tingene pænere og mere pædagogisk, men det er jo bare ikke altid muligt i andet end teorien. Sådan er virkeligheden jo bare. Måske kan du vende den om og sige, at Alberte har lært, at man godt kan blive sur og råbe og stadig være gode venner og elske hinanden alligevel. Konflikter vil hun jo også møde andre steder i sit liv.
Og igen synes jeg bare, det er så flot, at I kan tale om det bagefter også, det ville jeg ønske jeg havde kunne med min egen mor, i stedet for bare at lade konflikterne føje og så aldrig få talt om, hvorfor de opstod.
I kender godt de der børn på 2-3 år (ALLE børn), som når man prøver at løfte dem op/sætte dem ned, gør sig stive og stamper med begge ben og skriger?
SvarSletOlivia min dejlige datter på 9 mdr ER begyndt! Jeps, så om et par år melder jeg mig også ind i den der politisk-ukorekte-mødre-gruppe, måske jeg bare skulle gøre det nu?
Godt jeg ved, at ingen er perfekte, incl. migselv :-)
Og jeg synes du er sej Heidi, at du blogger om det som alle gør engang imellem, men få tør indrømme :o)
av MIT hjerte. Her sidder jeg, med graviditets hormonerne væltende ud over det hele, i form at tunge tåre. Nok mest fordi jeg ved præcis hvordan du har det, og fordi jeg har selv har en datter på 3½, som i denne tid også bliver fristet til lidt provokation og ikke altid så høflige handlinger.
SvarSletJeg har selv stået i samme situation som dig. Man dirre næsten af frustration over at man bare ikke kan trænge igennem, og tit hjælper den "pædagogisk korrekte" måde altså heller ikke. De kloge kalder denne tid for "trodsalderen" de mere kloge kalder det for "selvstændighed"...men behøver selvstændigheden komme med et kæmpe læs provokation og dertilhørende skælmske smil og blikke??? Nej vel?? jo åbenbart, må vi nok erkende.
Man synes selv man har klaret den der opdragelses rimeligt godt. De er vellidt, har mange venner, pædagogerne i børnehaven synes oprigtigt om dem, men nogle gang, lige for tiden ret ofte, går det bare galt....og jeg må sige at jeg over den sidste måneds tid, har haft et del gange hvor jeg ville ønske jeg kunne levere hende tilbage hvor hun kom fra, men det ville jo af mere end en grund gøre mere ondt på mig end hende :/
Det er en skræmmende tanke, at de tror at vi måske ikke elsker dem mere, efter sådan en konfrontation...det gør alt for ondt at tænke den tanke færdigt....
TAK for alle Jeres kommentarer. Det har været både berigende og befriende at læse. Både om jeres erfaringer og oplevelser men også om at I også kæmper med den sorte samvittighed når det går for vild for sig. Det var et ret personligt indlæg for, normalt skriver jeg ikke så personligt og jeg var også lidt (meget) i tvivl om, om jeg havde lyst at "udgive" det. Men det er jo også en del af mig og vores familieliv, så tak fordi I indrømmer I heller ikke er perfekte, tænk der var kommet en masse kommentarer der sagde "Det der det kender vi slet ikke noget til" puha så havde jeg da først fået det skidt.
SvarSletJeg har tænkt meget over Jeres kommentarer og det er nu helt klart for mig at det ikke er vreden jeg er "bange" for det er råberiet.
Jeg har egentlig ikke noget imod at blive vred og irriteret og heller ikke noget imod at Alberte oplever mig sådan, det sker tit :)
Jeg kan bare ikke lide når jeg råber, nøj hvor synes jeg jeg er utjekket når jeg står og råber af et lille menneske der ikke engang er en meter høj. Jeg VIL ikke råbe af mine børn og jeg gør det heldigvis ikke ret tit, jeg tror egentlig heller ikke på det er nødvendigt, men en gang imellem kan jeg åbentbart ikke finde på andet som I jo så lige har læst om!
Jeg er heller ikke i tvivl om at Alberte ved hun er elsket. Det kan godt være hun ikke kan sprogliggøre "at være elsket", for jeg tror endnu ikke hun forstår betydningen af selve ordet. Men jeg kan jo se hun er et elsket barn :) hun forstår at være kærlig, drage omsorg og faktisk også se andres behov, så helt galt er det ikke, det må jo komme et sted fra :) TAK, 1000 tak fordi I lige hjalp mig med at se det også, jeg vidste det jo godt, men det er rart lige at få lidt hjælp til at få øje på det :)
Mange hilsner Heidi
Hej Heidi
SvarSletRigtig lækkert billede.. Sikke nogle lange kommentarer der er til det her indlæg. Det rørte mig meget, men jeg gør det kort: Lige meget hvor godt man gør det, kan man ikke gøre tingene "perfekt". Men hvad lærer man af at tingene er perfekte?? Det kommer der da ingen udvikling af - hverken for dig eller for Alberte.
Rigtig god søndag aften til dig og din familie.
Hej Heidi..
SvarSletMange gode svar - som jeg kun kan erklære mig enig i...
Man kan bare ikke gøre det 100% rigtige hver gang - vi er jo også mennesker.. Og så længe du tænker over det og er bevidst om det du gør (om du så føler det var det rigtige i situationen eller ej)...
Mange knus herfra én som også føler sig latterlig, hvis jeg hæver stemmen eller føler mig tudbrøle-magtesløs over for sådan et (dejligt) lille menneske..:)