knæhøjkarse i amerika

I går havde jeg så meget trafik (900 klik) fra et sted der hedder apatmenttherapy, mærkeligt tænkte jeg og klikkede mig selvfølgelig derind. Sørme om ikke Albertes værelse var vist på deres side. Jeg blev beæret og læste selvfølgelig kommentarene. De flest var søde og positive, men to af dem (selvfølgelig dem jeg husker bedst) gik lige i maven fordi jeg straks følte mig stemplet som en uansvarlig mor.
"Stairs with ridiculously high risers and no railing for a small child? Seriously?"
"Hand railing please!"
Heldigvis varede følelsen kun et øjeblik for jeg ved jo Alberte kan klare trapperne uden fare og vi netop ventede med at lave værelset til hun efter vore overbevisning var klar.

Alligevel ulmede tankerne lidt bagefter. Er det et udtryk for to personer, der tilfældigvis har et andet syn på sikkerhed end mig og måske endda tror det drejer sig om et mindre barn. Eller er det den mere amerikanske tilgang til tingene, der i mine øjne på mange punkter handler om at sikre alt og alle i hoved og r...  der er på spil?
Jeg synes selvfølgelig ikke man skal være uansvarlig og ligefrem opsøge farerne. Men Albertes trapper giver hende faktisk gode motoriske udfordringer, som hun har godt af, som forældre tænker vi "det lærer hun" "det skal nok gå"
Holger på 2,5 må ikke på samme måde færdes på trappen som Alberte, men alligevel har vi brugt tid på at lære ham hvordan han kommer mest sikkert op og ned af trapperne, for det er trods alt bedre han selv kan, hvis han ender derinde, uden os. Alberte bruger skarpe knive i køkkenet, det er meget nemmere at komme til at skære sig med en halvdøv kniv, der ikke kan skære ordentligt og hun skal lære at have respekt for og håndtere redskaberne. Begge vores børn kan lave bål og kan omgåes ild nogenlunde forsvarligt. Når jeg tænker på trafikken uhh, så synes jeg den er farlig og lidt forfærdelig for en pige på 5 på cykel, men hun skal jo kunne begå sig derude, derfor lærer vi hende selvfølgelig hvordan hun opfører sig mest hensigtsmæssigt blandt biler og andre cyklister. Det synes vi er meget bedre, end at ende med køre hende frem og tilbage. Jeg er bestemt ikke cool når mine børn slår sig, eller jo det er jeg faktisk, på mystisk vis bliver jeg helt rolig indeni når jeg skal samle dem op og trøste dem, selvom jeg det split sekund de falder kan mærke panikken og tænker "åh nej åh nej vi skal på skadestuen, han skal syes, det var tænderne, hun har brækket armen og det der er værre" Mit hjerte bløder (selvfølgelig) og jeg hader når det gør ondt på mine børn, men når det er sagt, så vil jeg ti gange hellere have de får nogle skrammer end jeg bremser deres udvikling fordi jeg er overbeskyttende.
Ja okay  jeg ved det, det er ikke nødvendigt med "farlige" trapper for at udvikle sig, men jeg håber alligevel der er nogen der ved hvad jeg mener ikk.

Jeg tillader mig at omskrive et gammelt Storm P citat så det kommer til at lyde "hvis du ikke er bange, er det sandsynligvis din egen skyld, for der er masser af ting i verden at være bange for"

I øvrigt er jeg nok overbeskyttende på alle mulige andre punkter, det ved jeg bare ikke, for det anser jeg højst sandsynligt for almindelig omsorg,  og blev jeg gjort opmærksom på det modsatte kunne jeg sikkert også finde argumenter for mine handlinger på de områder. Er der noget jeg er god til og har rigtig meget brug for, så er det at forsvare mig selv og mine handlinger. Se bare hvor mange ord to små amerikanske kommentarer bliver til :)