fødsler

Den første gang jeg var gravid gik vi til fødselsforberedelse og Jordemoderen, en meget kompetente gammel flipper iøvrigt ;) sagde henvendt til alle mændende "enhver kvinde har ret til at fortælle om hendes fødsel igen og igen" så var de ligesom forberedt på hvad de skulle lægge ører til. Den ret vil jeg så benytte mig af nu eller måske snarere igen:)
Inspireret af Mette fik jeg nemlig lyst til at fortælle om mine fødsler.
Iøvrigt sagde jordemoderen en anden vigtig ting, som jeg synes de gravide bloggere bør videregives til alle mænd. " MAN TALER IKKE IND OVER VEERENE" dermed fik hun nemlig sat på plads, at når der kommer en ve, skal alt kommunikation ophøre, med mindre den fødende ligesom lægger an til samtale. Den information var ihvertfald ret sund for min Thomas at være i besiddelse af.
Jeg har på fornemmelsen det bliver langt, så med mindre du har god tid og er til lange indlæg må du hellere stoppe med at læse nu ;)
Med Alberte fødte jeg 13 dage efter min termin. Mandag havde jeg en aftale om at jeg skulle henvende mig på fødegangen hvis der endnu ikke var sket noget. Søndag blev hun født.
Veerne startede fredag eftermiddag/aften. Jeg kan huske jeg havde læst de startede lige så stille. Dem om eftermiddagen var vist også ret stille, nærmest en slags kraftige plukveer. Jeg var alene hjemme og pludselig skete der noget, fra den ene ve til den anden forandrede de sig og var ret smertefulde og oven i hatten begyndte jeg at kaste op hver gang jeg fik en ve. Eneste plus var at der 10-15 minutter imellem dem, så jeg havde tid til at komme mig mellem dem, sådan fortsatte resten af natten, hen mod morgenen blev der kortere mellem dem. jeg begyndte at blive lidt usikker og vi ringede derfor på fødegangen. Vi fik lov at komme der op og jeg blev undersøgt af en sød jordemoder, der gav mig besked om at jeg var 3-4 cm åben. Jeg fik valget om at blive indlagt eller tage hjem. Jeg valgte at tage hjem og forlod sygehuset med med et lavement og ordene " lad nu være at tage for langt væk, for vi ses snart igen" På hjemvejen spurgte Thomas meget forsigtigt om vi måske kunne holde og få benzin på. Meget overskudsagtigt sagde jeg "selvfølgelig". da vi holdt på tanken og han skulle lige til at fylde på var beskeden en anden. Jeg fik vist hvæst noget i retning af " du kan godt køre mig hjem, jeg skal ikke sidde her med veer, her stinker" og selvfølgelig gjorde han det!
Vel hjemme igen gik veerne faktisk fuldstændig i stå, jeg var træt oven på en nat hvor jeg havde travet rundt, så jeg sov 3 timer uden en eneste ve. Så startede det hele igen, jeg ringede på et tidspunkt på fødegangen hvor en venlig jordemoder forslog mig at jeg sov mig gennem veerne. Uhhh jeg blev tosset, sove gennem veerne jeg troede hun var fuldstændig vanvittig.
Ved 21 tiden havde jeg stadig kraftige veer, men der var stadig for lang tid mellem dem. Jeg begyndte at blive helt panisk ved tanken om, at lige om lidt kommer der en igen. Jeg kunne slet ikke slappe af mellem dem, fordi jeg kun kunne tage imod dem stående/gående og jeg var bange for ikke at kunne nå op inden en ny ve begyndte. Hver gang der kom en ve skulle der være stille, helt stille så stakkels Thomas, hvis han snakkede eller ikke nåede at slå lyden fra tv èt. Til sidst gik han i seng og jeg brugte et par timer til at prøve sækkestolen igen igen, flytte alle sofahynderne ind i vores seng for at se om det var bedre, lægge sækkestolen op i sofaen, lægge sofahynderne på gulvet (ja alt det gjorde jeg faktisk) til sidst gik jeg i bruse bad og drak saftevand og drømte om et karbad.
Omkring midnat ringede jeg igen på fødegangen, jeg fik vist sagt , at der er ikke langt nok mellem veerne men jeg var begyndt at blive bange for dem, det var jeg faktisk! Vi tog derop og jeg blev undersøgt at en sød og meget grundig studerende der konstaterede, at jeg ikke havde åbnet mig mere ned 5 cm, samt en masse andet. Da hun endelig var færdig med at undersøge mig, overlod hun meget venligt mit underliv til den gamle garvede jordemoder, for som hun sagde "vil du ikke lige mærke efter så vi er sikre på jeg ikke tager fejl" tak for det!
Vi fik en fødestue hvor vi kunne sove og slappe af (som om) og selvfølgelig ringe hvis der var noget. Thomas sov, jeg badede, jeg havde spurgt om jeg måtte komme i karbad, men det var desværre for tidligt. Thomas sov og jeg badede som sagt og havde ondt ondt, nøj hvor gjorde nas og jeg blødte. ved. 4 -5 tiden kaldte jeg på personalet, jeg vidste godt det var ved at være. Heldigvis havde jeg åbnet mig det jeg skulle. jeg kom i et stort føde-kar (det var som at komme i himlen) Søde og rolige Jordemoder Rikke tog vandet med en stor hæklenål og nu begynder den gode fødselshistorie. Klokken var ca 6.00 og den første presse ve kom, hun roste mig til skyerne og jeg nåede at tænke Åh nej er hun nu sådan en blød en der ikke tør fortælle mig hvad jeg skal og bare lader mig ligge og presse og presse. Jeg pressede 2 gange, for jeg havde hørt der var 2 pres i en ve. Veen var ikke slut men jeg stoppede arbejdet :) meget roligt, men absolut bestemt fik jeg at vide at jeg bare havde at arbejde så længe der var god ve tilbage. Så slappede jeg af og tænkte jeg er i gode hænder! resten af fødslen foregik i næsten stilhed. Jeg sov mellem hver presseve. Thomas var stille (han havde lært noget) og når der kom en ve fik jeg rolige kommandoer af Rikke. kl 6.18 skreg en lille skøn pige. Ingen skrammer, nål eller sting til mig!

Okay det blev langt jeg venter vist med Holger til en anden dag